Naturlige oplevelser
Nu stod der igen én ny og ringede over under den gamle asp.
Dagen var så småt ved at gå på held, og han havde egentlig fået den, der skulle i gløderne til aftensmaden, men hvem vil stå tilbage for en god fight af en “Blåmand” – han plejede alligevel altid at sætte dem ud igen. Ja – det vil sige – når teltet var med, retfærdiggjorde han “drabet” med den kulinariske oplevelse, det var at fortære en nyfanget stalling stegt i sin egne safter og odørs.
Han vidste – af (bitter) erfaring – at den eneste måde at nå ind under aspen på, var ved at stå ved siden af myretuen. Hvis man ikke gjorde det, var det næsten helt sikkert, at enten blev kastet alt for kort, eller fluen havnede i den store gren der ragede ud over åen.
Dagen havde givet flere gode fisk på “March Brown”, men ved aspen slog det aldrig fejl at serverer en “Black Gnat” – bare den ikke var større end en størrelse 18! Så han satte sig ned i behørig afstand af myretuen, tændte en smøg og skiftede flue.
Hvad var det – en meget lille ring afsløredes på overfladen ca. 1 meter bag standpladsen? Hmm, der plejede da aldrig at stå fisk så meget nedstrøms, måske der var to i dag og den sidste en lille “pisling” der var kommet i lære hos første – der dog forstod at ringe og vise livslyst.
Smøgen var røget til ende, fluen monteret med et sprøjt tørfluespray – for resten fra den dåse han havde købt til færøturen otte år tidligere – OTTE ÅR! – Du godeste hvor tiden dog gik hurtigt, det var altså også alt for lidt han fik svunget fluestangen. Når han nu alligevel stod her blandt myrerne, kunne han lige så godt se om ikke det var muligt at fange dem begge. Hvis bare han kunne få den øverste først og forsigtigt få den til at gå opstrøms – op mod spangen – ville der være en god chance for også at få “pislingen” på land – bare sådan lige for at holde den og dufte til dens karakteristiske duft.
Det var det sædvanlige med at kravle langs brinken, under fyrretræet og så stå nabo til myrerne – det var egentlig meget delikat dette her og en sublim udfordring til hans excellente kasteteknik (læses mangel på samme). Kastet var på ca. 10 meter og rent ud sagt temmelig umuligt. At kastet var så kort betød, at der ikke rigtig var noget vægt fra fluelinen at kaste med. Første kast var (planmæssigt) for kort, andet kast kom aldrig længere end til fyrretræet (bag ham). Pokkers, det er sgu’ også de træer der vokser hele tiden. Ny flue på. Øv, det var den sidste “Black Gnat”, ja – ja, det var også på tide at få bundet nogle nye serier, nu kom vinteren jo snart – mon ikke der kunne blive tid i år?
Jo – den var god nok, det var to der stod under aspen – nu ringede de samtidigt, hvis man da kunne tale om at pislingen ringede – den havde jo nærmest ikke kræfter til at bryde overfladen. Tilbage til myrerne (husk nu fyrretræet). Første kast som sædvanligt for kort – lidt mere line ud og så lige ind under grenen. Stille lagde fluen sig under grenen, flød en meter og så helt planmæssigt steg stallingen op og tog fluen. Nu forsigtigt – bare stramme linen op, ikke presse – bare lokke den opstrøms. Stallingen gav sig velvilligt og gled tre meter opstrøms, … … … Nu! … Pres den! Stallingen tumlede sig i overfladen og gled ind i nettet. En fin fisk på ca. 35 cm. – ud med krogen, snuse til velduften og tilbage til det fluidum, hvor den kom fra.
Det er ligesom lærken synger lidt smukkere, svalerne svinger sig lidt mere akrobatisk og Danmark bliver lidt mere dansk efter en sådan livsbekræftelse og vederkvægelse af nærvær.
Men hvordan var det nu lige med “pislingen”; var den stukket af? – Nej, mindre end 5 minutter efter at dens “storebror” havde været en tur på det tørre ringede den igen. Det var bare pokkers, det der med at den stod så langt tilbage under grenen, men det skulle prøves, inden han gik tilbage til kammeraten, teltet, bålet, den (de) kolde pilsner(e), hjertevarmen og nære samhørighedsfølelser disse – alt for sjældne – ture altid bibragte ham.
Fluen fik et nyt skvat spray – (gu’ ved om den flaske holder ret meget længere?) – endnu en gang tilbage til myrerne. Det korte kast for at sikre afstanden – og så ind under aspen. Fluen drev flot nedover – lige mod pislingen – bare fluen nu ikke streamede og kyste livet ud af det lille pjok. Uden den mindste dramatik blev fluen suget under – meget forsigtig opstramning for ikke at skade pisningens munddele og så ind med dig.
“Pislingen” eksploderede i overfladen og sendte vandsprøjt op på grenen, rev linen ud af hans hænder og bankede nedover med snaren hylende fra hjulet! Meget overrasket! – og med pulsen langt på den anden side af det forsvarlige (for hans alder), fik han sig stavret på benene. Du fredsens – hvad hede hule hel… var dog det her for noget!!? Havde “pislingen” fået vækstfremmer! Det ene flotte spring efterfulgte det andet og “Blåmanden” afslørede sin imponerende rygfinne og sine stålblå sider. Nu gik den ned i den store grødeklat bag vildrosen. Der var kun ét at gøre – ud i åen. Vandet var lige præcis så koldt som forventet (og lidt til), men det gjorde underværker ved myrerne i støvlerne. Nettet – hvor fa…. var nettet? -… … … Selvfølgelig henne ved fyrretræet, … … … altså retræte. Langsomt lod han linen glide af hjulet for at komme de 15 meter tilbage til nettet – og så frem igen. Stallingen stod stadig og rodede i grøden; langsomt gik ham frem mod grødeklatten med højt løftet stang og en meget blød finger på spolen. Folde nettet ud og så pære lidt til “klatten”.
Stallingen gled ud fra grøden, tomlede lidt i overfladen og overgav sig til nettet. Hold da op!, – hvor var den smuk, 43 cm. – og hvis han trak den lidt i halen medens den var på vægten, næsten et kilo!. Grejet blev pakket sammen, fiskene stoppet med frisk græs og støvlerne tømt for den kraftfulde blanding af myrer, åvand og afsondringer fra de grå uldsokker (som det vist nok var temmelig længe siden havde set “Bauknecten” derhjemme).
Det var mange år siden de to gutter havde lagt deres indbyrdes kappestridigheder om størst og flest på hylden. De kunne nu frydes i samhørighed over den smukke fisk. Og ja, den smagte præcis som forventet, lidt af livskvalitet, lidt af å, lidt af fisk, lidt af mand, lidt af de hedengangne år krydderet med et stænk af vitalitet og forventninger om den næste sæson, samt en umiskendeligt anstrøg af mistanken om, at den har en storebror, der bare går derude og venter på dem.
Måske de ikke skulle havde taget den sidste pilsner … og Nåh ja, så var der det der med den halve flaske Gammeldansk, de klare stjerner, bålet, fiskene, historierne, brisen i teltdugen, de svundne år, fruentimmerne og den skøre regering der ikke fattede et suk af det hele.
De gik (som sædvanligt) helt glip af morgenriset. Det var for øvrigt det samme med den store bækørred året før, men det er en helt anden historie.
Tony Breindal
